Blog Image

Thea

År 1, uge 6

Dagbog Posted on Thu, September 02, 2010 21:51:39

30.8

Mor og far skal til bryllup hos Mia og Kim. Så jeg får lov at blive hjemme og blive passet af mormor og morfar. Det går rigtig rigtig godt i løbet af dagen, og mormor har også held til at putte mig om aftenen! Sådan! Desværre er jeg anderledes skeptisk, da mor kommer hjem fra fest ved 1 tiden. Der vågner jeg, og så er jeg ulykkelig. Jeg græder og græder, og da jeg stopper med det slår jeg mor i ansigtet og driller og laver kysselyde. Frederik vågner også og bliver helt ked af det, da mor tysser på Thea og siger “nu er det nok!”. “Mor, er du uvenner med Thea?” Det ender til slut med, at far kommer hjem og så står hele familien op til en omgang havregrød kl 4. Og efter det falder alle heldigvis til ro og i søvn igen. Jeg er altså en nattebandit. I ugen der kommer er jeg i vuggestue og stadig glad for det. Charmer dem alle. Onsdag tager vi så til Jylland, hvor vi skal på ferie nogle dage. Jeg er lidt urolig i toget, men det går nu alligevel meget fint.



År 1, uge 5

Dagbog Posted on Wed, August 25, 2010 20:44:06

20.8

I denne uge bliver jeg 13 måneder. Sikke tiden dog flyver! For første gang henter farmor mig i vuggestuen denne uge. Det går bare rigtig godt, så det vil jeg da gerne prøve igen! Jeg er også til ørelæge i denne uge. Desværre har jeg stadig væske på ørerne. Lægen foreslår, at vi venter og lige ser tiden an til november, da jeg jo ikke er så plaget af det. Hvis der stadig er væske der, så får jeg lagt dræn. Så nu håber vi, at ørerne får det bedre. Heldigivs er jeg jo en lille balladefis, der både kan høre, snakke og som er glad og nysgerrig. Det er kun det med at sove, som det driller lidt med.



År 1, uge 4

Dagbog Posted on Wed, August 25, 2010 20:39:36

14.8

I denne weekend var jeg på nationalmuseet med mor, Frederik og fam Spatzek. Det var smaddersjovt. Først fik vi en rigtig god brunch, og bagefter var vi på børnenes museum, hvor jeg lavede meget mad. Søndag er vi til fødselsdag hos Sigrid. Sikken fest, masser af legetøj og kage. Sådan kan jeg lide dett. Jeg har stadig blå mærker overalt, men det kan vist ikke være anderledes med min nysgerrighed og energiniveau.

Jeg går og går og går. Jeg kan slet ikke få nok. Og jeg står i langt tid selv af gangen og går selv. Jeg er så modig og kaster mig ud i de vildeste, blandt er traper helt vildt spændende. Så jeg har bare så mange blå mærker hele tiden. Blandt andet har jeg et kæmpe stort sort mærke på kinden, som bare ser forfærdeligt ud. En af mine største hobbyer for tiden er at drikke smoothies, frugt og is og chokolade. Jeg er en rigtig slikmund. Jeg vil også hele tiden kysse og laver lille sød spids mund til kys, og så snakker jeg så fint: det er både blevet til far, muh og så spidser jeg munden sammen for at sige Kaj og prøve at fløjte. Og endelig er jeg i denne uge blevet glad for vuggestuen, og jeg græder slet ikke når far går om morgenen. Jeg går jo på Mariehønsestuen, og de kalder mig Evigglad, fordi jeg altid er så glad.



År 1, uge 3

Dagbog Posted on Thu, August 12, 2010 20:32:13

7.8

I denne uge peger jeg på en kat og siger .. “Kat!” Hvor er jeg dygtig. Vi hygger med mormor og morfar om torsdagen. Jeg griber ud efter morfar og mysser og charmer morfar. Sikken charmetrold jeg er! I weekenden i sommerhuset er jeg en rigtig krabat – jeg vil hele tiden ud at gå på terrassen for at komme ned til gyngen. Her hviner jeg af fryd, når jeg gynger. Det kan næsten ikke blive vildt nok. Søndag nat får jeg høj feber, 40.2. Mor og far er meget forskrækkede, men heldigvis falder feberen stille og roligt derefter. Jeg er hjemme fra vuggestuen mandag, og her sover jeg en del og da vi når frokostid er jeg feberfri. Og i denne uge er jeg så begynt at være gladere i vuggestuen. Jeg er mere modig og kravler nu rundt og undersøger ting og leger. Det er så dejligt!



År 1, uge 2

Dagbog Posted on Fri, August 06, 2010 01:26:57

31.7

10 skridt selv i denne uge, så jo, nu har jeg lært at gå. Det kunne jeg sådan set allerede på min fødselsdag, men jeg bliver mere modig nu og slipper lidt. Jeg løber afsted med min gåvogn, vender den, når jeg skal en anden vej og løber mellem mine forældre og mormor og morfar. Nu skal jeg bare lige være helt sikker på balancen. I denne uge har jeg også haft den lidt kedelige fornøjelse at blive stukket af en hveps. Min hånd hævede meget op, men jeg tog det rigtig fint efter den første forskrækkelse. Og så har jeg fået min første klip i denne uge. Underlig oplevelse som jeg havde svært ved at sidde stille til. Jeg har fået en gyngehest i denne uge fra pengene fra mormor og morfar. Og den er jeg helt vild med, jeg kravler op på den og gynger rigtig højt, mens jeg hviner af fryd. Jeg er også rigtig fræk for tiden og griner højt, når mor og far siger nej til noget jeg gør. Og så gør jeg det straks igen. Jeg er bare blevet sådan en stor pragtfuld pige på 1 år! Og onsdag er så fødselsdag hos Konrad, hvor jeg hygger mig med is 😉



År 1, uge 1

Dagbog Posted on Wed, July 28, 2010 19:29:31

22.7

Hurra, hurra – torsdag i denne uge blev jeg 1 år. På dagen holdt jeg hof med mormor og morfar, fam Spatzek og min egen familie. Jeg fik fine gaver og vi grillede og legede udenfor i det skønne vejr. For det var selvfølgelig pragtfuldt vejr på min fødselsdag. Og om søndagen i weekenden holdt jeg så en endnu større fest. Og fik endnu flere gaver og kager og frugt. Jeg er rigtig glad for alle gaverne – 1000 tak for dem. Ugen efter er jeg så tilbage i vuggestuen igen. Tirsdag holder vi fødselsdagg for mig i vuggestuen og mor og far har lækker is med, og je gfår en gave. Jeg græder stadig i vuggstuen hver gang jeg ser Luna, min kontaktperson. Hun er åbenbart blevet indbegrebet af at at være væk fra mor og far, selv om hun er rigtig sød.



År 0, uge 52

Dagbog Posted on Tue, July 27, 2010 06:58:12

18.7

Vuggestuen er lidt hårdt. Jeg er begyndt at græde lige så snart, at jeg ser personalet og indtil far er gået. Så kvikker jeg op efter lidt tid og bliver glad igen. At gå er livet. Jeg øver og øver og har nu gået 2 skridt selv! Men jeg kan nu bedt lide at gå med nogen i hånden. Jeg øver mig i det hele taget meget: i at tale i telefon (alt kan bruges), trutte som en elefant, pege på ting og tale “det, det”. Jeg griner og smiler. Mit temperament fejler dog heller ikke noget – hvis nogen understår sig i at fjerne en interessant genstand, som jeg er på udkig efter, så græder jeg højt og tårerne sprøjter ud af øjnene på mig. Men lige om lidt bliver jeg jo også 1 år! Onsdag kommer mormor og morfar over for at fejre mig. Jeg ser dem først lige lidt an, men allerede efter kort tid finder de nåde for mit blik. De må også godt få lov til at gå rundt med mig i hånden 🙂



År 0, uge 51

Dagbog Posted on Fri, July 16, 2010 22:17:19

12.7

Så er den store dag kommet, hvor jeg skal i vuggestue. Far følger mig derhen første dag, og jeg er godt nok lidt træt, men tager det i godt humør. Der er meget spændende legetøj. Allerede på 3. dagen går far fra legepladsen i en ti minutters tid. Det gik helt fint – kun en lille smule pjevset. Jeg er da også bare blevet sådan en stor pige, der hele tiden øver mig i at rejse mig og gå omkring ting og kravler omkring. Jeg har endda stået helt alene af flere omgange – kort nok i kort tid, men alligevel. Bedst af alt er dog at gå rundt med mor og far i hænderne. De bliver dog alt for hurtigt trætte. Og så er jeg rigtig fræk: jeg stjæler fars skruetrækkerr og spurter afsted for at kaste den ud af køkkendøren og ned i gården. Jeg øver mig også i at tage strømper og hue på, og jeg peger på elefanter og andre ting, når mor spørger hvor de er. Jo, der foregår ritig meget i mit lille hoved. Jeg er også blevet rigtig god til at snakke “det” og “hej hej”. Jeg snakker og peger og deler hele tiden mine oplevelser med andre. Og så spiser jeg stadig som et mandfolk – hvad jeg ikke kan sætte til livs. Sidst men ikke mindstt har jeg det så varmt i sommervarmen og sover ikke så godt – en ond hoste driller mig også om natten.



« PreviousNext »