Blog Image

Thea

År 1, uge 30

Dagbog Posted on Tue, February 22, 2011 22:22:18

13/2

Fredag formiddag får vi besøg af mormor og morfar. Jeg bliver så glad for at se dem og springer dem glad i armene. Vi hygger, læser bøger, og morfar prøver sågar at putte mig til frokost. Det går sådan set også meget godt. Jeg ligger ved siden af Frederik og har rmorfar på den anden side, og så ligger de og lser bøger, mens jeg sover. Mor mener dog ikke, at jeg kan sove på den måde, så hun får gennet far og Frederik ud. Jeg vågner og bliver rigtig ked af, at de ikke er der mere, og så græderr jeg og så er det slut med at sove. Lørdag er vi i zoo. Jeg falder i søvn på vej derud, så jeg får faktisk ikke set så meget. Jeg vågner dog efter et par timer, så jeg får både set sommerfugle og aber. Meget spændende. Og en is og en smoothie bliver det også til i cafeteriatet. Ellers er jeg fortsat en glad men bestemt lille dame. Jeg leger utroligt meget med dukker fortsat, når jeg da ikke leger vildt med Frederik. Han kan være noget af en drillepind og tage mit legetøj, det kan jeg ikke lide.



År 1, uge 29

Dagbog Posted on Sun, February 13, 2011 22:15:56

9/2

I denne weekend hygger jeg rigtig meget med far. Vi er ude at gå en lang tur, mens mor er afsted med Frederik. Min store hobby for tiden er stadig at lege med dukker, bygge baner og huler … og ikke mindst se på pegebogen.dk. Der bliver trykket på alle knapper på tastaturet, brølet højt at begejstring, muhet og grinet. Jeg er også stadig stor fan af at brøle “lad vær!”. Hvis far fx vil ae mig på håret, og jeg ikke har lyst, så kommer det “lad vær!” Jeg er nu ellers en rigtig kærlig pige, som lægger mine små arme rundt om mors og fars hals og giver dem et stort vådt kys og et stort kram. Det er lige, før de smelter. Det går i øvrigt meget godt med at gå op og ned af trappen for tiden. Jeg havde lige en periode for noget tid siden, hvor jeg ikke ville gå. Men vi har øvet det og nu går det meget bedre, selv om jeg dog altid forsøger at krybe udenom.



År 1, uge 28

Dagbog Posted on Sun, February 13, 2011 21:53:27

29/1

Fredag holder jeg fri fra vuggestuen, og torsdag aften kører vi til Sverige til Nissafors for at besøge Vibse, Henrik og Sigrid. Jeg er ikke den store skifan, så jeg gider ikke rigtig gå i sneen. Dog kan jeg rigtig godt lide, at lege på legepladsen ved siden af huset, og et par rkælketure bliver det da også til. Sigrid har også et fantastisk legeværelse, hvor jeg kaster mig i boldbadet og over alle de mange andre sjove ting. Der er også en dukke, som er ret uhyggelig – den puster som Darth Vader. Jeg vænner mig dog hurtigt til den og kører rundt med den i vognen. Der er også det skønneste karbad, som jeg elsker at plaske rundt i sammen med Frederik. Jo, sikken dejlig tur til Sverige! Jeg er jo i øvrigt stadig en skrap dame, og jeg fortæller klart “lad vær!” hvis der er noget, som jeg ikke kan lide, eller fortæller klart, hvad jeg gerne vil (fx have honning på yoghurten). Mandag kommer farmor og henter i vuggestuen, og jeg er bare så glad for at se hende. Der bliver leget igennem og krammet til den helt store guldmedalje.



År 1, uge 27

Dagbog Posted on Wed, February 02, 2011 00:05:20

24/1

Fredag får vi besøg af familien Spatzek, og det er bare hyggeligt. Vi leger i den store stil, bygger baner og kaster os i møblerne og danser. Vi er også i det dejlige nye karbad. Det er Amalie, der er i, men jeg får lov at komme i med hende. Hyggeligt. Da vi skal til at sove, er jeg ikke lige sådan at få i seng. Først kæmper mor 1 1/2 time med mig, og så giver hun op. Så får jeg lov at komme op igen, og jeg hygger mig med at rive bøger ud af reolen indtil kl 23, hvor jeg så er klar til at gå i seng. Jeg er en balladefis. Ellerrs kommer der så mange nye ord hele tiden – jeg eksperimenterer virkelig. Baby er et af de mine nye ord, og det skyldes nok, at jeg leger rigtig meget med min dukke, som bliver puttet, får mad og båret rundt på. Nå ja, nogle gange taber jeg hende og træder på hende for at komme op i dukkesengen selv, men fred med det … Og så er jeg ret begejstret for pegebogen.dk. her kan jeg bruge lang tid på at se og høre alle de sjove lyde.



År 1, uge 26

Dagbog Posted on Tue, February 01, 2011 23:57:58

15/1

Til svømning er jeg lidt mere interesseret i mit eget hold – selv om Frederik i det nærliggende bad dog trækker meget, da jeg opdager ham. Jeg hænger på kanten og råber “Se mor, ‘Rederik, Rederik”. Jeg vil dog godt være med til at synge i dag og hoppe i fra kanten, det er jeg helt vild med. På et tidspunkt leger vi med bolde, og svøvmmeinstruktøren har den frækhed at tage dem fra mig. Bagefter gemmer hun dem bag en plade. Ha, det har jeg da set. Og jeg peger til mor og fortæller, hvor læreren har gemt boldene. Nu går resten af undervisningen med at forsøge at kravle op af bassinet for at få fat i boldene. Jeg løber langs kanten, skriger og prøver at kravle op af bassinet. Jo, don’t mess with Thea. Efter svøm kører vi mod Jylland. Der er bare skønt. jeg storcharmer mormor og morfar, og der bliver kys og kram ud i stor stil. Jeg siger morfar for første gang og mange andre ord dukker op. Jeg er så god til at kommunikere! Jeg får også en fin ny frisure – men det er godt nok svært at sidde stille til at blive klippet. Ugen efter er jeg tilbage i vuggestuen, og det er jeg bare glad for. Pædagogerne fortæller, at jeg har rigtig god finmotorisk og er så god til at lave perleplader – og så elsker jeg at danse og synge.



År 1, uge 25

Dagbog Posted on Sat, January 15, 2011 19:51:11

6/1

Jeg er meget urolig i denne uge. Jeg sover skidt, vågner hele tiden og piller mig selv i munden og savler. Der er vist nogle nye tænder på vej. Denne uge starter jeg på svømning igen. Jeg er helt vild, inden mit eget hold starter. Jeg kaster mig rundt i vandet med Frede og hviner af fryd. Det er derfor også med stor fortrydesel, at jeg bliver taget op af vandet af mor, fordi jeg skal over i babybassinet. Jeg brokker mjig højlydt, skriger g peger på Frede i det andet bassin. Jeg vil derover, nu! Derudover er jeg stadig helt pjattet med at danse og hoppe (sådan da, jeg øver mig) og i at tage tøj på. Det lykkes mig faktisk at tage støvler på og en nederdel en af dagene. I weekenden er vi i sommerhus. Det er hyggeligt: Søndagen er vi hos farfar. Det er spændende med de store hunde, og jeg charmerer gentagne gange farfar og lokker ham væk fra bordet for at sige hej til hundene. Jo jo, både farmor og farfar er for alvor kommet ind i varmen nu. Da farmor kommer og henter mig i vuggestuen en dag, rækker jeg efter hende og kaster mig i hendes arme.



År 1, uge 24

Dagbog Posted on Thu, January 06, 2011 23:28:15

31/12

Torsdag får vi en meget større lejlighed, og jeg synes, at det er så spændende at løbe rundt dernede og kigge. Hurtigt får Frederik indrettet sit værelse der, og så er jeg helt pjattet med at trække Frederik, mor og far derrned for at danse. Jeg er en rigtig dansetrold for tiden. Nytårsfesten holder vi stor fest, og jeg får god mad, leget vild forhindringsbane i sofaen, leget med racerbane og ikke mindst danset med mine to veninder Philipa og Sigrid. Det er sådan en hyggeligt fest. Til sidst er jeg da også rigtig træt og må i seng efter desserten. Desværre vågner jeg allerede igen kl 5 og forlanger yoghurt. Den vane skal jeg altså lige af med, synes mor og far. Næste dag dovner vi bare, men søndag er vi ude at gå tur og på legeplads. Dejligt at få gynget igen. Mandag er jeg tilbage i vuggestuen og det er rigtig hyggeligt – det er jeg glad for. Ellerrs er jeg den gladeste lille pige, som ler og leger hele tiden. Jeg har dog stadig et temperament som få og kan vredt brøle nej eller grynte, hvis der er noget, som jeg ikke vil, eller hvis jeg synes, at Frede driller mig. Jeg gider heller ikke at gå på trapper. Mor er dog vældig glad for, at hun en dag får lokket mig til at gå helt op til 3 sal. Så nægter jeg dog også at gå længere, og successen er desværre ikke tilbøjelig til sådan at gentage.



År 1, uge 23

Dagbog Posted on Sun, January 02, 2011 21:36:38

24/12

Så bliver det juleaften, og vi kører til farmor og hygger. Jeg får mange gaver, knas og leger hele dagen. Nå ja, vi er også lige i kirke – men det er jeg ikke så imponeret af. Jeg kan ikke sidde stille, piler rundt og forsøger at stikke af. Da vi kommer hjem til farmor, får vi dejlig aftensmad, og så skal der danses om træet. Det kan jeg rigtig godt lide. Ja, jeg synes faktisk, at det er helt ærgerligt, at danseriet stopper, og der skal åbnes gaver. Heldigvis får jeg dog en masse fine ting. Frederik får lov til at åbne mine gaver – det er nok sidste år, at han får lov til det. Næste dag er der julefrokost hos moster og onkel, hvor jeg igen får gaver. Og dagen efter er det hos Mia og Kim, der festes. Efter alt dette festeri, er jeg helt flad, så de næste par dage, går stille og roligt derhjemme med at lege med det nye legetøj og gå tur i sneen.



« PreviousNext »