Blog Image

Thea

År 0, uge 10

Dagbog Posted on Mon, October 05, 2009 21:32:21

29.9

Jeg spiser hele tiden og jeg vil bare ikke sove. Hvis jeg får en køretur, kan jeg godt lokkes til at tage en lang formiddagslur. Men ellers er jeg vågen hele eftermiddagen, aftenen og også meget af natten. Og jeg vil ikke ligge for mig selv. Min mor og far har købt en vikle, som de kan bære mig i, så jeg kan falde til ro og sove lidt. Det er den eneste pause, som jeg tager fra spiseriet (og gylperiet). Men så snart jeg bliver lagt fra mig, så vågner jeg og forlanger mad. På trods af dette vokser jeg fortsat fint. Jeg er blevet rigtig lang og stiv i kroppen, og mit hoved holder jeg helt uden problemer. Keg griner og smiler stadig meget, men jeg er også begyndt at udstøde nogle frygteligt angstfyldte skrig – bla hvis jeg bliver lagt på maven eller ikke får min vilje (fx mht at spise).



År 0, uge 9

Dagbog Posted on Sat, September 26, 2009 00:48:34

23.9

Jeg har sovet igennem i flere nætter. Det begyndte mine forældre rigtig at prale af, og sundhedsplejersken skrev sågar i min sundhedsbog, at nu var jeg ved at få stabil søvnrytme, hvor jeg sov igennem og så tog mig en pæn formiddagslur efter morgenmaden. Samme nat, som hun var på besøg, besluttede jeg mig så for at være vågen og spise hele natten, og det samme de følgende nætter. Så man skal aldrig vide sig for sikker. Seneste melding er i øvrigt, at jeg nu har rundet 5,3 kg og er 57 cm lang, så der er efterhånden noget at bære rundt på for mine forældre. Der er kommet lidt “agy”-lyde ud af min mund de sidste par dage, og jeg er også blevet mere interesseret i mit legetøj. Jeg elsker stadig mest min sorthvide bog. Jeg har også fået mig en skråstol, som jeg godt kan lide at sidde og kigge i i kortere tid. Jeg er stadig en rigtig selskabsløve, som godt kan lide at være med til det hele. Især Frederik er jeg interesseret i og smiler til og søger med øjnene, når jeg kan høre hans stemme.



År 0, uge 8

Dagbog Posted on Wed, September 16, 2009 17:28:56

14.9

Frederik fylder tre år, så vi tager i sommerhuset, hvor der er masser af gæster og hygge hele weekenden. Jeg får også et par gaver – det er dejligt! Jeg går alles arme rundt og bliver behørigt beundret. Jeg har næsten vænnet mig helt af med at sove og vågner næsten hver time og vil spise. Mine forældre synes, at det er meget hårdt. Det lader til, at kun slyngen eller en barnevogn i fuld fart kan få mig til at sove. Når barnevognen stopper, vågner jeg også straks op. Selv om jeg ikke sover så meget, er jeg i rivende udvikling. Jeg holder hovedet højt og længe, dasker til legetøjet, smiler og har sågar vendt mig fra mave til ryg.



År 0, uge 7

Dagbog Posted on Wed, September 16, 2009 17:22:59

10/9

Jeg får så meget ros for mine dejlige smil. Til salmesang ligger jeg og smiler stort, når sangen og musikken går i gang. Det nyder jeg virkelig. Jeg er i det hele taget meget kontaktsøgende og nysgerrig. Jeg elsker at ligge og putte spise. Jeg er ikke så vild med at sove til gengæld. Det er spild af tid. Så det får mine forældre heller ikke gjort så meget. Jeg har i øvrigt fået en række nye søde lyde, så jeg kan lyde både som en lille motor og et pivedyr. Fredag er jeg med mor på arbejde og blive vist frem. Jeg får gaver og ros – herligt!



År 0, uge 6

Dagbog Posted on Wed, September 02, 2009 21:54:45

30.8

Så er der gennembrud på de store tandløse smil. Jeg smiler smukt og længe af gangen. Jeg er til 8 ugers undersøgelse, hvor alt er tip top, og jeg får rigtig meget ros af lægen. Jeg har “super reflekser”, er meget vågen og opmærskom og stærk og er alt i alt helt en Libero reklame baby”. Det er nu blevet til 4200 gram og 57 cm. Tirsdag starter jeg til babysvømning. Det er rigtig spændende, og mine øjne farer rundt. Da vi når mod slutningen af seancen, så skal jeg op på min mors bryst, og så kommer jeg i tanke om, at jeg er sulten. Og så gider jeg ikke svømme mere – nu vil jeg have mad. Heldigvis er vi ved at være færdige med at svømme der. Onsdag er jeg til salmesang. Det er så dejligt – jeg ligger og storsmiler hele tiden og griner til min mor. Jeg er i øvrigt ret urolig for tiden og sover ikke så meget og vil slet ikke lægges. Så min mor går tit rundt med mig i slyngen, hvor jeg kan slappe af.



År 0, uge 5

Dagbog Posted on Tue, August 25, 2009 09:42:18

24.8

Så er jeg blevet en måned gammel! Efter en hård weekend med rigtig meget gylp og mavekneb og nul søvn til hverken mig eller de andre i familien, tager mor mig mandag med til sundhedsplejersken for at få lidt råd, og for at tjekke, at alt er som det skal være. Det er det heldigvis! Jeg er vokset rigtig fint og er nu oppe på 4,2 kg og måler 56 cm. Sundhedsplejersken roser mig meget, og siger jeg er helt uimodståelig, og meget dygtig: jeg kan næste vende mig selv og holde hovedet. Og – på helt fantastisk vis så har jeg kun meget lidt gylp og ondt i maven herefter, og for første gang mandag nat sover jeg igennem – fra midnat til kl 6. Min mor kan slet ikke sove, fordi hun nu er helt bekymret for, hvorfor jeg ikke er vågen.



År 0, uge 4

Dagbog Posted on Tue, August 25, 2009 09:38:15

16.8

Jeg er meget urolig og græder for tiden. Jeg græder når jeg sover, når vi går tur – ja uanset om det er nat eller dag. Det er maven og gylpen, der forårsager kvaler. Jeg vokser dog fortsat fint og har fået fine elastikker på benene. Og når jeg er vågen, er jeg fortsat nysgerrig med store øjne, rækker efter ting og sender et enkelt smil nu og da. Jeg er ude at sejle for første gang, da vi skal over til oldemor. Det er jeg dog ikke synderlig imponeret af.



År 0, uge 3

Dagbog Posted on Fri, August 14, 2009 11:44:03

7/8

Jeg vokser og vokser. Men jeg spiser og spiser også hele tiden – helst om natten. Desværre gylper jeg også en del af det op. På den anden side er det nok godt, for det gør godt nok ondt at bearbejde mælken i maven. Jeg har fået en bog med sort/hvide billeder, som jeg er helt vild med at kigge i. Øjnene farer rundt og jeg rækker ud efter bogen. Jeg er i det hele taget en meget opmærksom pige, som kigger nysgerrigt omkring mig med store øjne. Jeg er også helt vild med min fiske uro, som jeg forsøger at daske til med hænderne, og som jeg forsøger at vende mig efter. Det bliver også til et enkelt smil nu og da.



« PreviousNext »