23.10
Torsdag er det skøn svømmedag med farmor. Jeg bobler og giver den gas og hygger mig. Godt man kan komme til farmorsvøm. Og bagefter samme dag er der dømt ferie hos mormor og morfar. Vi tager toget over, og i toget spæner jeg op og ned af gangene og griner. I Jylland hygger vi rigtig meget, jeg er ude at svømme og på bibliotektet, hvor man rigtig kan lege. Også hjemme hos mormor hygger jeg mig stort med at tømme skuffer og skabe og slå på alting. Jeg bliver rigtig glad for morfar og løber ham lige fra ankomsten glad i møde. Visse af dagene er det også kun morfar, at jeg vil sidde hos og spise. Mormor får nu også smil og knus, men i denne uge er det morfar der får mest opmærksomhed. Mormor får da også til opgave lige at holde mig på et tidspunkt, der ikke passer mig. Og det er godt nok ikke nogen sjov opgave; jeg vrider mig og skriger som en slagtegris, stikker hende en flad (og jeg er altså bomstærk). I denne uge holder jeg rent faktisk op med at gøre de ting, som jeg får et nej til. Før har jeg bare grinet helt vildt og blevet ved. Nu stopper jeg,men det er under protest og med skrig og skrål.