9/2

I denne weekend hygger jeg rigtig meget med far. Vi er ude at gå en lang tur, mens mor er afsted med Frederik. Min store hobby for tiden er stadig at lege med dukker, bygge baner og huler … og ikke mindst se på pegebogen.dk. Der bliver trykket på alle knapper på tastaturet, brølet højt at begejstring, muhet og grinet. Jeg er også stadig stor fan af at brøle “lad vær!”. Hvis far fx vil ae mig på håret, og jeg ikke har lyst, så kommer det “lad vær!” Jeg er nu ellers en rigtig kærlig pige, som lægger mine små arme rundt om mors og fars hals og giver dem et stort vådt kys og et stort kram. Det er lige, før de smelter. Det går i øvrigt meget godt med at gå op og ned af trappen for tiden. Jeg havde lige en periode for noget tid siden, hvor jeg ikke ville gå. Men vi har øvet det og nu går det meget bedre, selv om jeg dog altid forsøger at krybe udenom.