20/3

Så er det svømmedag igen. Troede vi da. For holdet starter først i næste uge, så der er ikke andre i vandet end mor og mig. Men vi hygger os og dykker efter ting og hænger på bassinkanten og vinker til Frederik. Fredag kører vi så mod Jylland. Jeg hygger mig og synger den første times tid, så sover jeg lidt og endelig begynder jeg at blive lidt utålmodig. Da vi kommer hjem til mormor og morfar, kaster jeg mig i armene på dem. Jeg er så glad for at se dem. Og siden er der hygge med slik, Disneysjov og X-faktor. Jeg er slet ikke træt og er vågen rigtig længe – til sidst ender det da også med, at mor og far går omkuld, da de puter mig og Frede. Om morgenen går jeg og leder efter mormor og morfar og kalder på dem. Men de er på kroen, så jeg kan slet ikke finde dem. Om lørdagen blivere jeg klippet og får nye seje sko. jeg er dog ikke helt taknmelig, ogjeg bliver rigtig ked af det i butitkken, så mor og far må skynde sig afsted med mig. Lørdag eftermiddag er jeg dog i hopla igen og bader i Åbenrå svømmehal. Rigtig skønt! Jeg er også i sauna for første gang i mit liv – en lille kort tur for mor er bange for jeg får det for varmt. Da vi kommer hjem, går vi en tur på kælkebakken, og det er rigtig friskt og grønt. Søndag holder mormor stor fest, og jeg er førstt lidt generet, men siden løber jeg rundt og danser og synger, fræser hen til mormor og stikker af ned af gangene. Jeg er også blevet rigtig glad for mine nye sko, som jeg stolt viser frem. Ja faktisk bruger jeg også en stor del af tiden hos mormor og morfar på at siddde i bryggerset og prøve forskellige sko. Sko er så fede! “Sko på” siger jeg hele tiden og peger stolt, for jeg er rigtig skrap til selv at tage sko og støvler på. Mandag kører vi i sommerhuset, og det er så skønt at være udenfor der. Der bliver gynget, rutchet og leget i sandkasse. Tirsdag kører vi tilbage til Kbh og går en lille tur ved vandet. Og onsdag er det tilbage i vuggestue, hvor læben dirrer lidt, da mor går om morgenen. Men så er det også glemt 🙂