18.7
Vuggestuen er lidt hårdt. Jeg er begyndt at græde lige så snart, at jeg ser personalet og indtil far er gået. Så kvikker jeg op efter lidt tid og bliver glad igen. At gå er livet. Jeg øver og øver og har nu gået 2 skridt selv! Men jeg kan nu bedt lide at gå med nogen i hånden. Jeg øver mig i det hele taget meget: i at tale i telefon (alt kan bruges), trutte som en elefant, pege på ting og tale “det, det”. Jeg griner og smiler. Mit temperament fejler dog heller ikke noget – hvis nogen understår sig i at fjerne en interessant genstand, som jeg er på udkig efter, så græder jeg højt og tårerne sprøjter ud af øjnene på mig. Men lige om lidt bliver jeg jo også 1 år! Onsdag kommer mormor og morfar over for at fejre mig. Jeg ser dem først lige lidt an, men allerede efter kort tid finder de nåde for mit blik. De må også godt få lov til at gå rundt med mig i hånden 🙂
