6-11
Nu griber jeg rigtig godt fat i ting og løfter fx min Skwish og skifter dem mellem mine hænder, når jeg leger med den. Jeg er i det hele taget rigtig glad for min Skwish. Jeg hænger også i bassinkanten til svømning og sutter på den. Mine lyde er også blevet utrolig varierede. Jeg har fx en “Jeg vil ikke sove lyd” (som mine forældre hører en del), min “hvine af fryd” og “jeg vil ikke, hvordan kan I nænne det” lyd. Og så skraldgriner jeg, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg savler værre end en dobberman. Sundhedsplejersken kom forbi. Hun siger, at det er så voldsomt, at det ligner, jeg er ved at få tænder – selv om det godt nok er lidt tidligt. Sundhedsplejersken synes dog i det hele taget, at jeg er vældig fremme i skoene, kvik, dygtig og nysgerrig – nogle gange lidt for meget for mit eget bedste. Så derfor skal jeg skånes lidt mod for mange indtryk og have meget faste rytmer omkring søvn mv (mor og far skal stå fast, selv om jeg ikke vil sove). Der skal intet til, før jeg distraheres fra spiseriet. Soveriet går også forholdsvis godt, og mine forældre putter mig hver dag et sted mellem kl 19 til 21 tiden.