9.10

Vi tager til Jylland til mormor og morfar for at fejre min mors fødselsdag. Vi tager med toget, og jeg opfører mig rigtig pænt. Jeg sover det meste af tiden, og så er jeg lige oppe at få lidt mad mod slutningen af turen. Det er hyggeligt hos mormor og morfar, og der er fuld gang i den, for moster Lena, Amalie og Lauritz er der også. Jeg er urolig og vil spise det meste af tiden – men det er der jo ikke noget nyt i. Til gengæld sker der en masse nyt med mig – jeg opdager mine hænder, som jeg ligger længe og kigger på, jeg tager fat i og rykker rundt med ting, og jeg kan nu trække mig op at sidde med lidt hjælp. Når mor tæller 1-2-3 så gør jeg klar til at sætte mig op. Og ja, så snakker jeg lystigt med flere og flere ‘agry’ lyde. Og jeg griner og smiler meget.